En biavler tager også på ferie. Jeg er lige vendt hjem fra en tur til Öland. En svensk ø med et meget særpræget landskab. Det indre af øen er en stor ”gold” fuldstændig plan flade, Alvar kalder Ölændingene det. Gold i anførselstegn fordi den i virkeligheden ganske vist er ret ufrugtbar, men har et væld af blomstrende planter alligevel.

Man kan i foråret se tusindvis af blomstrende orkideer, store tæpper af blomstrende purløg. Flader fyldt med små gule blomster af forskellige potentiller.

Der er naturligvis biavlere på øen. Og jeg var så heldig at træffe nogle under mit besøg. I øens skolebigård har de et observationsstade, visningskupa, det var ved den jeg mødtes med ”biodlarna”.

Når biavlere mødes så tales der om antal bifamilier, stadetyper, honningtyper, blomsterudbud, kort sagt: erfaringsudveksling. Jeg fik at vide at der altid er noget for bierne at hente i naturen på øen. I efteråret var det mest bakketimian, og det var de lidt kede af, for timianhonning har en meget speciel smag. Det var langt fra alle deres kunder som brød sig om det.

Honningen ved Plessen Overdrev er stadig for våd, her slikker en bi op efter rysteprøven

Lidt missundelse var der også. Jeg blev spurgt om det er rigtigt at man i Danmark kan få lejeindtægt når bier sættes på bestøvningsopgaver.

Herhjemme er majroeblomsterne nu endelig færdige med at blomstre. Honningen i staderne ved Fjenneslev er ved at være høstmoden. Det bliver godt at få den høstet, så er der ikke så meget at slæbe på når familierne snart skal flyttes ud på kløvermarken.

Ved Suserup Skov er der også ved at være høstmoden honning. Det samme gælder ved Kongskilde, her har bierne anstrengt sig en del her på det sidste, så der efterhånden er god vægt i tavlerne.

Men ved Plessens Overdrev, der samler bierne stadig en masse nektar, så honningen har fortsat et alt for stort indhold af vand. Bierne skal bruge nogle dage på at få dampet vandet væk. Man kan se om honningen er klar ved at ryste en tavle, drypper der honning fra den, så er den ikke klar til høst.