Naturhonning
Naturhonning sælges her...
Bisværme...
Bivoks lys mv...
Sådan bliver Naturhonning til...
Naturhonning kommer fra...
Biavlen...
Palle Frejvald...
Bidagbog...
Bibilleder...
Forsiden...
Kontakt...

© Copyright 2002 – 2010
Biavler, Palle Frejvald
Stenstrupvej 22
Lynge Eskilstrup
4180 Sorø
2021 9805
Kontakt...


Desværre var vejret ikke helt på toppen i dag hvor der skulle sættes dronetavler til. Jeg havde ellers regnet med at kunne gå lidt dybere ned i kasserne for at se hvordan yngelsituationen så ud. Dog er der så meget læ for østenvinden i bigården ved Kongskilde Friluftsgård at jeg fik et kig i gennem en enkelt familie. Det så rigtigt godt ud, synes jeg. Der var masser af forseglede yngelceller og masser af ny pollen i cellerne uden om.
Enkelte familier er nu meget store, men jeg tror man skal passe på ikke at lade sig narre, der vil ske en reduktion af bierne i den kommende tid, hvor alle de overvintrede bier vil forlade denne verden. Selv om flere familier er store nu, er det for tidligt at sætte et magasin mere på. Men det kommer nok til at ske lidt tidligere i år en det plejer.
Et par familier ved Fjenneslev var ikke så store. Derfor blev to af dem sat sammen over hinanden. De kommer til at stå med hver sin dronning, blot adskilt af et dronningegitter. Når jag sætter familier sammen, hvilket jeg ellers helst ikke gør, så lægger jeg en avisside over den familie som skal stå nederst. Over avisen lægges dronningegitret, og til sidst sættes den anden familie øverst. De kan så stå oven på hinanden hele sommeren eller skilles ad hvis de bliver for voldsomme.
Ellers har bierne i øjeblikket ikke langt på arbejde, blomsterne er de fleste steder lige uden for døren. Der er stadig masser af pil og nu også mirabeller som blomstrer i naturen lige nu.

Men tilbage til dagens vigtigste arbejde, indsætning af dronetavler: Bortset fra de allerstørste familier, som havde lagt ny nektar i de yderste tavler, så var de tavler som i sidste uge fik fjernet forseglingen tomme og kunne fjernes fra familierne. De næste par tavler blev rykket ud så dronetavlen kunne sættes ned som tredje bagerste tavle. Så er den let at finde fremover.
De tomme fodertavler blev taget med hjem og ligger nu i solvokssmelteren. Så kan solen smelte vokset ud af tavlerne så det kan genbruges til nye vokstavler.